<

Nyhedsbrev 13-07-2017 - 10:34

Nyt nyhedsbrev

Nyhedsbrev juli 2017

 

Opgangene:

Vi har fra brandmyndighederne fået en påtale om at fjerne alle effekter på svalegangene/opgangene hurtigst muligt!! Bestyrelsen skal endnu engang gøre opmærksom på, at der ikke må henstilles personlige ejendele af nogen art i alle opgange/svalegange. Hverken om du ”kun” blokkere din egen dør øverst oppe eller stiller noget under trapperne. Vi risikerer en bøde og det går ud over vores alles husleje.
Viceværterne har fået grønt lys til at fjerne effekterne fra opgangene, hvor beboerne selv må afhente igen i viceværternes åbningstid. Effekter som er låst fast til gelænder og værn vil blive klippet. Låse erstattes ikke.
Desuden henstiller vi til at beboerne på Godthåbsvej 222-246 parkere deres cykler i kælderen eller i cykelstativerne, da der er meget lidt plads at bevæge sig på i tilfælde af evakuering.  

 

Vaskeri/tørrerum:

Vi arbejder p.t. på at sætte lysfølere op, som tænder /slukker efter behov.   Desuden opfordrer vi brugerne af vaskerierne til at benytte flydende vaskemiddel, da maskinerne er vandbesparende og vaskepulver bliver brugt i overflod og efterlader hvide pletter på tøjet for flere brugere.

 

Legeplads:

Under arbejdslørdagen blev den gamle legeplads revet ned og der er igangsat etablering af en ny flot legeplads med flere redskaber, da vi har erfaret at legepladsen flittigt benyttes til stor glæde for mange af beboernes børn. Vi overvejer at holde en form for indvielse, når den er klar. Mere info vil evt. blive sendt ud.

 

Udskiftning af toiletter:

Prisen for udskiftning af et ældre toilet med kun stort skyl til et nyt med stort og lille skyl stiger pr. 1. august 2017 til DKK 1.500,- kr inkl. montering.

 

Viceværternes telefonnr.:

Viceværternes stationere telefonnummer er nedlagt og man skal fremover benytte dette mobilnr. 40136350. Vi beder folk om at ringe i åbningstiden og der er ingen service om aftenen/ i weekenderne.

 

Vedligeholdelse af træet på altanerne:

Med hensyn til vedligeholdelsen af træet på altanen, så kan der nu afhentes olie til behandling af altantræet som står i ”Nabo-skabet”/bytterummet i det udvendige kælderrum under nr. 3. Husk at stille resten tilbage så din nabo også kan benytte det.
Der bør behandles med olie 2 gange, og du bør inden påførsel slibe træet let med sandpapir (eller en god grydesvamp (ikke ståluld), for at sikre god vedhæftning mellem olie og træ. Olien påføres derefter med klud, og eventuel overskydende olie aftørres efter ca. 20 min. Pas endelig på når du behandler gelænder og kanter af brædder – olien løber let, og oliedryp på underboens altan er dårlig stil, så her bør du overveje at tape af, og/eller holde en klud under.

 

De nye altaner – de mangler der endnu udestår:

De nye altaner giver anledning til megen glæde og udendørsliv her i sommeren, og det er dejligt at se at en masse mennesker har fået nogle dejlige uderum, hvor livet kan leves. Der har desværre været nogen der har oplevet mangler ved deres altaner, men en god del af disse mangler skulle efterhånden være bragt i orden her hen over foråret. Enkelte hængepartier ikke er ordnet endnu, og vi må også se i øjnene, at vores leverandør nok er ved at trække sig lidt i forhold til at udbedre de resterende mangler. Men fortvivl ikke helt – der er tilbageholdt penge til udbedring af mangler, og de ting der ikke er blevet / bliver ordnet her i foråret, kan i stedet indmeldes ved henholdsvis 1- og 5-års gennemgangene, hvorefter egentlige fejl og mangler kan blive udbedret. Det kan dog ende med at blive et andet firma der tager sig af dette, og det kan være noget ude i fremtiden at kosmetiske mangler rettes, medmindre der ligefrem er tale om sikkerhedsmæssige mangler, som vi selvsagt vil insistere på øjeblikkelig udbedring af.

 

Beboer klager:

Bestyrelsen bruger desværre stadig meget tid på naboklager og beboeres/gæsters/logerendes manglende gode opførsel eller direkte chikane overfor andre. Disse sager tager både tid og kræfter, og vi håber derfor at vi kan undgå denne type sager i fremtiden samt de advokatomkostninger det medføre.

 

Energibesparelser:

Vi arbejder fortsat med at reducere energiudgifterne på ejendommen, herunder vil der om kort tid blive opsat energibesparende led-armaturer i foreløbig en kælder, med henblik på at evaluere erfaringerne, og se om det skal ske i alle kældre. Armaturerne dæmper ned for lyset, når der ikke er folk i kælderen, og det vil vi gerne se fungere i praksis, inden vi eventuelt udskifter armaturerne i alle vore kældre.

 

Med venlig hilsen Dennis, Willy, Jonas og Bestyrelsen

Tidligere nyheder <