< Tilbage

Nyhedsbrev december 201712-12-2017 - 19:21

Julen står for døren og vi går snart ind i et nyt år. 

Hoveddøre for opgange:

Til orientering har vi været nødsaget til at udskifte låsekasser på vore hoveddøre, da dem vi havde løbende gik i stykker grundet lidt mere mekanik indvendig.

De er ikke længere i produktion, så vi har i samarbejde med vores sædvanlige låsesmed fået anbefalet en anden model, som er bedre egnet for en opgangsdør med mange oplukninger.

Desværre betyder det så også at man ikke længere bare kan hive ned i håndtaget indefra og gå ud. Låsen skal også drejes tilbage, så det bliver en 2-håndsbetjent oplukning.

Vi beklager, men det kunne langt bedre svarer sig økonomisk at udskifte alle i samme ombæring for at sparer montørtimer og kørsel.

 

Parkering:

Til generalforsamlingen blev det vedtaget at vore parkerings båse skulle males bredere, således det ville være nemmere at stige ind og ud af sin bil og muligvis helt undgå de irriterende "bilka-buler". Flere gange har bestyrelsen oplevet at der enten er kommet mange flere biler til foreningen eller også har nogen af vore egne beboere udlånt deres parkerings kort til folk som ikke bor i Rønnebærgaarden. I vores husorden fremgår det tydeligt at parkering kun er for ejendommens beboere. Så hvis I får kendskab til en bil som parkerer på Rønnebærgaardens parkeringspladser, men ejeren af bilen ikke er tilknyttet ejendommen, så må I meget gerne underrette viceværterne herom. Det kan enten være et billede af bilen og det pågældende parkerings kort den har. Alle vores parkerings kort er med nummer og vi kan derfor finde ud af hvilken andelshaver de pågældende kort er tilknyttet. De misbrugte korts ejermænd vil i den nærmeste tid blive kontaktet af SWE!

 

Juletræer og jule"affald":

Du kan frem til den 8. januar aflevere dit juletræ på p-pladsen, hvor der i forvejen ligger haveaffald. Undtagelsesvis kan du smide juletræet ud over altanen, hvis det ikke genere dem der bor under dig, og slæbe det hen til haveaffaldet. Efter den dato skal du selv skaffe det af vejen.  

Det er en stor hjælp at stampe pap sammen/fladt før det bliver smidt i papcontainerne både efter jul, men i det hele taget året rundt. Hvis din nærmeste genbrugscontainer er fuld, så brug gerne de andre rundt omkring på ejendommen eller evervej om der overhovedet er plads.

 

Salg af lejlighed:

A/B Rønnebærgaarden er kommet i besiddelse af en 60kvm lejlighed med altan, beliggende på Godthåbsvej 228, 2.sal, nr. 2. Bestyrelsen udbyder i første omgang lejligheden til vore egne beboere, forstået på den måde, at man kun kan købe den med den betingelse af, at man selv flytter ind i den. Dette er for at tilgodese vore egne beboere, som ønsker at flytte i noget større eller mindre, samt undgå flere hundrede forespørgsler udefra. Man kan altså kun købe lejligheden hvis man sælger sin egen videre til anden side. Lejligheden er kommet til foreningen som et dødsbo fra en tidligere lejer, som har haft svært ved at overskue almindelig vedligehold af lejligheden. Det betyder at hele lejligheden er fuldstændig strippet for alt (Gulve, køkken, tapeter og installationer), da vi har skullet sanere det hele efter lejeren. Der er altså kun den rå lejlighed og en eltavle tilbage, så der er rig mulighed for at opbygge en lejlighed helt som man selv ønsker fra bunden.

Lejligheden vil blive solgt til fuld andelskrone med et nedslag på 100.000kr. efter anbefaling fra vores vurderingsmand. Dette beløb er 882.434 - 100.000 = 782.434kr.

Vi afholder åbent hus for interesserede søndag d. 17/12 fra klokken 13:30 til 14:00.

Herefter vil det være muligt at tilkendegive sit ønske om køb til viceværternes postkasse eller foreningens salgsmail: rbg.salg@gmail.com - dette kan gøres frem til onsdag d. 20/12 kl. 12:00.

Hvis flere beboere ønsker at købe vil bestyrelsen trække lod torsdag d. 21/12 kl. 17:00 i bestyrelseslokalet. Beboeren får besked herefter. Overtagelsen af lejligheden vil være 1/2-2018, men nøgler kan overdrages senere i januar når overdragelsespapirerne er underskrevet, således man kan begynde at bygge sin lejlighed op.

 

Affald:

En bøn fra Bestyrelsen. Der er mange som modtager reklamer/ugeaviser, og som smider dem i genbrugsbeholderen uden at læse dem. Andelsforeningen bruger ca. 35.000 kr om året alene på tømning af papircontainerne. Det ville være rart, hvis de beboere som ikke læser reklamerne alligevel, kunne afmelde reklamerne. Man kan gå ind på www.postnord.dk og afmelde sig helt eller kun vælge dem man gider at læse. Det tager kun 3-4 min. Foreningens penge kunne bruges til noget sjovere.

Bioaffald:
Det er positivt at beboerne tager så godt imod affaldssortering og især bioaffald. De særlige poser, der skal bruges til spandene, kommer til at ligge nede i bytterummet. Husk nu der skal være til alle, og vi kan bestille flere, når vi løber tør.

 

Afløb:
Det er andelshavernes eget ansvar regelmæssigt at rense afløb. Der er flere måder at gøre det på, og her er en opskrift. Hæld en halv kop bagepulver ned i afløbet, hæld derefter en kop eddike i afløbet. Herefter begynder det at skumme. Når skummet er aftaget, skyller du blot med varmt vand. Du kan evt. hælde en gang kogende vand igennem. Det både renser afløb og fjerner dårlig lugt.

 

Ellers ønskes I en glædelig jul samt et lykkebringende nytår

 

Med venlig hilsen Dennis, Willy, Jonas og Bestyrelsen

< Tilbage